Viser et generelt billede af Smart Home funktioner

I vores nuværende lejlighed er alle lyskilder skiftet ud med Philips Hue og vi har Sonos i alle rum. Underholdning og mulighederne er alene nok til, at vi selvfølgelig skulle forsøge at gå all-in på Smart Home i vores kommende nybyg. Fordelen ved at bygge nyt, er at du selv kan designe hvordan din Smart Home løsning skal bygges op. Vi brugte en del tid på at undersøge markedet for hvilke spillere, som har et stabilt grundlag og har danske forhandlere. Systemet skulle, så vidt muligt, rumme alle funktioner i et Smart Home. Det er også vigtigt, at videreudvikling af produktet kan forventes i mange år endnu.

Hvad skal man ikke vælge?

Der hersker en del forvirring om, hvordan man går til alt det her Smart Home. Bor man allerede i et hus med en ganske traditionel dansk elinstallation, så har Philips Hue, Ikea, Niko mv. lavet nogle kontakter, som passer ind i Fuga rammen. Disse afbrydere er uden batteri og kræver derfor et hårdere kinetisk tryk for at sende et signal. Derfor er disse afbrydere store og langt fra kønne – specielt hvis man alligevel er i gang med at renovere eller bygge nyt.

En anden, i vores øjne, fejlagtig overvejelse er, at lave en traditionel dansk el installation, men herefter skærme afbryderne af og montere Philips Hue afbrydere eller lign. ved siden af. Er det virkelig det man ønsker at kigge på i sit nyrenoverede eller nybygget hus?

Hvad skal man vælge?

Der var nogle forskellige interessante spillere, som alle blev overvejet grundigt. Alle prøver at komme med på Smart Home vognen, så der er rigtig mange fede leverandører derude.

  • Niko Home Control
  • Samsung SmartThings
  • Fibaro Home Center
  • ABB-free@home
  • Logic Group
  • og mange flere…

Fordelen ved at vælge f.eks. Fibaro Home Center eller Samsung SmartThings, er at det kører en åben standard ved navn Z-Wave. Det er en af de mest populære protokoller, sammen med ZigBee. Det er muligt at sætte et ZigBee eller Z-Wave relæ, som sender signalet, bagved en traditionel afbryder. Der findes også mange muligheder for at købe afbrydere, som direkte kan snakke over Z-Wave eller ZigBee – heriblandt den danske virksomhed Logic Group. Udfordringen kan dog ligge i det trådløse signal. Her vil vi til enhver tid foretrække kablet signal, så meget af vejen vi kan.

Vi blev aldrig helt overbevist, da der er en hel del DIY (Do it yourself) involveret. Løsningen ville også involvere komponenter fra mange forskellige producenter, der ikke altid kan garanteres den bedste brugeroplevelse. Jeg arbejder med IT til dagligt, så det er ikke noget problem for mig at gennemskue den tekniske del, ej heller programmere nødvendige komponenter. Det manglede bare den der sexappeal (også kendt som WAF) af gennemførelse hele vejen igennem. Det skal være nemt! Vi valgte derfor at kigge i retningen af komplette løsninger, såsom Niko Home Control.

Niko Home Control

Virksomheden har hovedkontor i Belgien og med mere end 600 ansatte, så er det en robust størrelse. Niko har stor kundebase i Europa, da deres installationer er baseret på europa materiel (også kendt som Schuko) og som vi alle ved, så sidder LK (Schneider) tungt på det danske marked. Udfordring med LK er at deres dåser er væsentlig mindre end europamateriel, hvilket besværliggøre muligheden for at installere noget smart i den. Derudover, så går Danmark glip af de hundredtusindvis af Smart Home komponenter, som laves til Europa.

Niko har en sværm af Smart Home komponenter. Det kører enten som en busforbindelse (foretrukken ved nybyg) eller trådløs forbindelse over ZigBee i en eksisterende 240V installation. Niko vil rigtig gerne ind på det danske marked, hvorfor de holder nogle seminarer for elektrikere, for at vise hvad de kan – sådan et sneg Lise og jeg mig til. Her havde vi fornøjelsen af at møde Jonas fra Niko. Jonas er projektkonsulent for Niko smart produkter. Vi fik en rigtig god snak med Jonas og fik set nogle af de mange komponenter de tilbyder. De tilbyder blandt andet herunder en touchskærm (!) fremfor en almindelig afbryder! Alle komponenter oser af kvalitet og konfiguration mulighederne er uendelige. Det kan integrere med Philips Hue, Sonos, Google Home, IFTTT, Home Assistant og meget mere. Jeg vil komme nærmere på disse integrationer i et senere indlæg.
Niko Touchswitch

Hvordan?

Ingen af totalentreprise firmaerne havde prøvet at lavet noget tilsvarende før. De skulle alle lige undersøge det – det var dog tydeligt at mærke, at alle sammen var åbne for at prøve. Smart Home er kommet for at blive. Vi skal som sagt bygge med HusCompagniet sammen med Uggerly som elektriker. Uggerly var ligeledes åben overfor at give det et skud. Uggerly vil gerne tage den pragmatiske vej, så Lise og jeg skal helt ekstraordinært ikke nøjes med ét møde. Vi skal igennem flere omgange, således at alt er gennemgået til detaljen. Snakken er allerede gået hurtigt hos HusCompagniet og vi har fået flere kommentarer fra sælgere, som glæder sig til at se det endelige resultat.

Jonas har haft et introduktionsmøde, hvor at han præsenterede Niko for Uggerly og viste forskellige vareprøver. Lise og jeg har efterfølgende været til møde med Uggerly, for at introducere os selv og fortælle om vores vision med projektet. Nu skal vi til et samlet møde d. 24/1, hvor vi tager Jonas fra Niko med og Uggerly tager flere af deres elektrikere med. Her skal alt planlægges i detaljer og sættes på tegningen, heriblandt den digitale dørklokke, smarte afbrydere, touchskærme, smarte stikkontakter, spotlys og lampe placering (Alle lyskilder bliver Philips Hue), udendørs overvågning og meget mere, som vil blive beskrevet i detaljer efterhånden som vi bevæger os igennem projektet. Vi glæder os helt vildt!

Del vores historie

Gå aldrig glip af noget – tilmeld dig nyhedsbrevet!

6 kommentarer

  1. Hej Lise og Thomas
    Spændende projekt, vi har netop bygget hus i Aabybro , også brugt Huscompagniet, jeg har valgt Somfy Tohama til at automatisere diverse enheder, som elektriske rullegardiner, garageport , lys mv
    Held og Lykke med projektet .
    Hilsen
    Magnus

    • Hej Magnus

      Tak for kommentaren 😊 Det lyder rigtigt spændende! Aabybro er jo en dejlig by i udvikling. Vi glæder os så meget til at komme til byen!

      Somfy var også kort oppe at vende, eftersom det har en vis popularitet i Danmark, men vi valgte Niko Home Control til den centrale del af den intelligente styring, altså afbrydere, stikkontakter, rumfølere, mv. Herefter skal vi have integreret alle de mange smart komponenter, såsom Sonos, Philips Hue, iSmartGate, mv. og muligvis også lidt fra Somfy. Jeg kommer til at skrive meget mere alle komponenterne efterhånden som vi får erfaring med det 😊

  2. Hej Lise og Thomas!

    Det lyder til at være et rigtig spændende projekt, specielt med Smart Home.
    Vi er pt i gang med at renovere vores hus, som så skal sælges, da vi i juli sidste år købte vores drømmegrund i Svanelunden i Hjørring, hvor vi selv skal bygge vores drømmehus.
    Jeg vil følge dine indlæg her med stor interesse, og i særdeleshed elinstallationen.
    Held og lykke med jeres projekt.

    • Hej Ole!

      Tusind tak for din kommentar og for at følge med i vores blog. Vi håber at du kan drage nytte af vores indlæg og jeg vil forsøge på bedst mulige vis at svare på eventuelle spørgsmål 😊

      Held og lykke med jeres projekt!

  3. Hej Thomas

    Det lyder super smart og jeg følger lige med på sidelinjen. Vi bygger selv med Huscompagniet og skal snart til møde med Uggerly.

    Vores budget er lidt stramt så vi har ikke råd til at få et smart home til at starte med. Så mit spørgsmål er hvad vi kan sørge for at få gjort klart nu hvor huset bliver bygget. Så det senere hen bliver nemmere/billigere at få installeret alle de smarte løsninger?

    Mange hilsener

    • Hej Martin

      Det lyder spændende! Hvor skal I bygge?

      Mit bedste råd til at forberede sit nybyg til den digitale fremtid er at lave mindst ét større tomrør ned i hvert værelse, stue og garage (Til teenager spilleaftener), ca. der hvor man forventet der skal være et skrivebord, fjernsyn, osv. Erfaringen siger, at i løbet af et hus levetid, så er det alverdens forskellige kabler, som bliver udskiftet og trukket på ny i tomrør. Såfremt kablerne fræses direkte ind i muren, så er det så godt som umuligt at trække nye.

      Ifm. tomrør, så vil jeg ligeledes anbefale forberedelser til et ordentlig WiFi. Dette gøres ved, at der trækkes et tomrør ned fra loftet og ud igennem loftpladen. Her kan man i fremtiden få installeret et Access Point, som er en enhed, der giver god WiFi dækning. Såkaldte “repeaters” skal man holde sig fra – de forlænger (og forringer) bare signalet. Man kan med fordel placere tomrøret og dets hul med en prop i over et højskab eller i walk-in, således det er skjult. I fremtiden kan man så hyre en professionel til at lave installationen.

      Det andet bedste råd jeg kan give, er at opfylde europastandarden for euro materiel af afbrydere. De er en smule større og ser muligvis “klodset” ud, men der er væsentlig mere plads inde bagved til at installere smarte dimser og relæer. Hvis man blot vælger en hvid farve til rammen, som matcher ens væg, så ligger man ikke mærke til det. Desuden så findes der hundredetusindvis af smarte komponenter lavet til europastandarden. Derudover så ville jeg anbefale at de steder, hvor man kunne finde på at måle strømforbruget eller få en alarm når der ikke er strømforbrug, f.eks. bagved køle- og fryseskab, ligeledes får stikkontakter lavet i euro materiel, således man på et senere tidspunkt kan installere en smart stikkontakt. Resterende stikkontakter nede ved gulvet rundt omkring i huset kan man sagtens få lavet i det slanke danske LK udseende, da ja, euro materiel er ikke lige så flot som LK.

      Efterhånden som vores projekt skrider frem, så vil jeg beskrive ovenstående i flere detaljer med billeder 😊

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.