Den bedste akustik med Rockfon loft

Et af vores største ønsker var at få en god akustik i vores nye hjem, og her lå det lige til højrebenet at gøre det med Rockfon loft. Efter at have været ude at se en masse udstillingshuse, både almindelig gips, perforerede gips, Troldtekt og Rockfon, så var der ingen tvivl. De rum, som ingen akustiklofter havde, var ulidelige at være i når man sammenligner med de rum, som havde en form for akustikloft. Forskellige typer gulve gør også en forskel, men var rummet med klinker og ingen akustikloft, så var det direkte ubehageligt at være derinde. Vi skulle helt sikkert have akustikloft i alle rum!

Perforerede gips?

Første og billigste mulighed var det perforerede gipsloft. Dette kunne alle byggefirmaerne tilbyde os. Her kan der vælges mellem forskellige typer huller, fra små til store og runde til firkantet. Vores oplevelse var, at det godt kan føles som om at loftet “danser” med alle disse prikker i loftet. Det er også vores opfattelse, at det ikke nær så godt som Troldtekt eller Rockfon. Vælger man perforerede gipslofter, så er det meget vigtigt, at der kommer mineraluld mellem gipspladerne og forskallinger – ellers er det kun dampspærren, som tager imod lydbølgerne og det er begrænset, hvad den kan absorbere af lydbølger.

Troldtekt?

Den anden bedste løsning for os ville være troldtekt. Dette loft håndtere akustikken rigtigt godt, selv uden mineraluld bagved. Troldtekt kan fås i mange forskellige designs, hvor den mest almindelige er deres ultra hvid lagt i halvforbandt. Vi var dog bare ikke helt solgt til udseendet af Troldtekt. Skulle vi have valgt det, så skulle der helt sikkert have været leget lidt med designet!

Ja tak til Rockfon!

HusCompagniet har et udstillingshus, som er lavet med Rockfon Blanka loft. Vi blev forelsket med det samme, da vi trådte ind. Udseendet med det hvide loft i halvforbandt, med akustiske egenskaber på niveau med Troldtekt, hvis ikke bedre, så var vi solgt. Vi har derfor valgt Rockfon Blanka lofter i hele huset i 120×60 halvforbandt. Pladerne bliver limet på fermacell forskallingen. Det giver de flotteste lofter, som man kender med ren gips, med akustiske egenskaber som Troldtekt – perfekt!

Rockfon er berygtet for at være meget skrøbeligt og det er delvist sandt. Vi tog en prøve og klemte den alt hvad vi kunne mellem to fingre og det var ikke til at se. Tager man derimod en spids genstand, så er det forholdsvis ubesværligt, at prikke hul i den hvide maling. Pladerne kan heldigvis males, såfremt det skulle blive nødvendigt; det vil dog nedsætte lyddæmpning med ca. 10% for hver gang de males. Det er også muligt at udskifte en plade, hvis ikke maling kan klare det. Dette gøres forholdsvis nemt, ved at ødelægge pladen og pille den ned, og lime en ny plade på 😊. HusCompagniet var det eneste byggefirma, ud af dem vi overvejede, som har lavet Rockfon lofter før. Milton Huse ville gerne tage udfordringer op, hvorimod Hybel huse slet ikke var til at snakke med.

Ude på byggepladsen har vi fået en god snak med tømrerne, som sætter vores Rockfon loft op. De var ikke fan af opgaven, da skruemaskine og søm er byttet ud med bomuldshandsker og speciallim 😂. De var dog ved godt mod og vi fik en god sludder. De sagde, at på de 6 år de har entreret med HusCompagniet, så har de kun laver 3 huse med Rockfon! 😮 Det var dog tydeligt at se, at de var meget omhyggelige med deres arbejde. Vi er helt vilde med resultatet og har nu fået god akustik med Rockfon loft!

Del vores historie

Kategori:

Gå aldrig glip af noget – tilmeld dig nyhedsbrevet!

3 kommentarer

  1. Hej 🙂

    Hvordan er jeres oplevelse af Rockfonen her et halvt års tid senere? Vi står selv og vipper lidt mellem Trolltekt og Rockfon. Det vil være væsentligt nemmere at sætte Rockfon op (og én af os synes også kønnere!), men holdbarhed og effekt er lidt vores bekymring.

    Mvh Mads

    • Hej Mads. Beklager det sene svar. Hjemmesiden er desværre blevet forsømt siden vi flyttede ind; der er rigeligt at se til, selvom det er et nyt hus!

      Vi er super glade for vores valg og ville på ingen måde vælge anderledes i dag. Vi har dog fået skiftet en håndfuld plader, fordi der har været en misfarvning i form af svage “pletter”. HusCompagniet har bare skiftet dem og har ikke oplevet det før. Nu samler vi sammen til 1-års gennemgangen, hvor HusCompagniet vil vurdere om de vil køre en reklamering overfor Rockfon leverandøren. Vi har dog kun nogle få plader (4-5) stykker, som efterfølgende har vist sig. Dem tager de til 1-års gennemgangen. De mistænker meget, at vi bare har været utrolig uheldig.

  2. Jeg er bare nysgerrig på, om I stadig er glade for jeres valg af Rockfon akustikloft og effekten af det?
    Vi overvejer selv det samme i vores køkken-alrum og stue, som er et stort rum.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.